Gæstebog

Her kan du læse nogle af de mange hilsner, som vi har modtaget i forbindelse med jubilæet

Johannes Lundsfryd, socialdemokratisk borgmester i Middelfart Kommune

For ikke så længe siden, besøgte jeg Realskolen i Nørre Aaby i forbindelse med et arrangement på det internationale forløb. Jeg husker, der var flag i den store sal. Der var ro og dybsindighed, og der var noget skønt højtideligt over seancen.

Traditioner er en vigtig del af hverdagen, når man er elev på Nørre Aaby Realskole.

Det tror jeg, børn har godt af. Faste arrangementer og ritualer giver tryghed og skaber fællesskabsfølelse. Vi skal ikke være så bange for at blive højtidelige. Børn har godt af at opleve, at det er vigtigt at markere kulturelle højtider og særlige præstationer.

Hvilken nytte tjener det at synge morgensang? spørger nogen måske. Og hvordan styrker det os i konkurrencen med Kina, at vores elever har været med til at opføre et teaterstykke? Det er traditioner her på skolen, som netop ikke er nytteorienterede, indordnet arbejdsmarkedets kræfter og erhvervslivets efterspørgsel. Men det er traditioner, som bidrager til den almene dannelse, der er så elementær for vores grundskole.

For dannelse og uddannelse skal gå hånd i hånd, og de er tæt forbundne i en lang, dansk tradition. Grundskolen skal give eleverne læring og kompetencer, men også menneskelig udvikling. Uddannelse skal forberede til livet og ikke blot erhvervslivet, og den enkeltes kompetenceudvikling må ikke overskygge den almene dannelse. Det er grundskolens fornemste pædagogiske opgave at åbne barnet for verden og at åbne verden for barnet.

I Middelfart Kommune har vi en ambition om både at danne og uddanne vores børn. I september 2019 godkendte byrådet en samlet dannelsesstrategi for Folkeskolen, Ungdomsskolen og Musikskolen, som bærer navnet ’Fra Middelfartbarn til verdensborger’. Visionen er at uddanne og danne vores børn og unge til at være verdensborgere, der lever bæredygtigt og er livsduelige. At de tager ansvar for verdens fremtid og interesserer sig for at bidrage til at løse problemer i en stadigt mere globaliseret og digitaliseret verden. Verdensborgeren forstår både sin egen og andres historie og kultur, har både et lokalt og globalt indblik og udsyn og en nuanceret nysgerrighed på verden. Verdensborgeren har respekt for både sig selv, andre og naturen. Denne selvopfattelse ønsker vi, at alle børn opvokset i Middelfart Kommune tager med sig i rygsækken, når de skal videre ud i voksenlivet. Det er de værdier, vi ønsker, at et Middelfartbarn skal kende og kunne kendes på af andre i verden.

Jeg mener, at privatskoler har deres berettigelse, når de tilbyder noget andet end den almene folkeskole. Det gør Nørre Aaby Realskole. Her er det blandt andet et vigtigt element i elevernes dannelsesrejse, at den internationale dimension berøres i al undervisning. Skolen bidrager til, at eleverne forstår sig selv som en del af en større verden. Blandt andet spiller udvekslingen i 8. klasse en central rolle. Der ligger et stort udviklingspotentiale for en 15-årig elev i at være indlogeret hos en fremmed, tysk familie i en hel uge og ligeledes i at være vært for en tysk jævnaldrende i sit eget hjem og sin egen hjemby.

I Middelfart Kommune beskæftiger vi os meget med, hvordan vi kan styrke vores lokalsamfunds bæredygtighed i fællesskab med lokale kræfter. I Nørre Aaby er skolerne i høj grad med til at sætte dagsorden i byen, og de er med til at gøre lokalsamfundet i Nørre Aaby til et bæredygtigt lokalsamfund.

For Nørre Aaby har været igennem en længere identitetsudvikling, hvor byen har oplevet både forfald og genrejsning. Det er mange år siden, togstationen lukkede i den stolte stationsby. I 2006 mistede byen sin landbetjent, da 54 politikredse med politireformen blev reduceret til 12, og med kommunalreformen året efter gik rådhuset fra at være et summende midtpunkt til tomme og urørte lokaler. Nu er der igen liv i den gamle, flotte stationsbygning, som er blevet et nyt samlingssted for byen, og rådhusbygningerne er omdannet til attraktive boliger. Der udstykkes nye byggegrunde, og nye virksomheder skyder op ved motorvejen.

Den positive udvikling, der sker i Nørre Aaby lige nu, har skolerne en stor rolle i. Der er ikke mange byer af Nørre Aabys størrelse, som kan bryste sig af at have både en efterskole, en folkeskole og en realskole, men den mangfoldighed er en stor ressource. Nørre Aaby Realskole bidrager med sit gode ry til at sætte området på landkortet, tiltrække og fastholde børnefamilier og bidrage til den gode spiral.

Tillykke med jubilæet!

Karsten Suhr, formand for Danmarks Private Skoler – grundskoler og gymnasier

Danmarks Private Skoler ønsker Nørre Aaby Realskole stort tillykke med det flotte 125-års jubilæum.

En privat skole med så mange år på bagen er et tydeligt bevis for, at skolen er en velfungerende institution, der har formået at følge med tidens forandringer. Og forandringer har der været mange af. At følge med tiden betyder også at værne om sine værdier, således at man som skole ikke bare flyder med strømmen, men er tro mod både sit formål, sine grundlæggende holdninger og ikke mindst i forhold til de børn, forældre og medarbejdere, der er grundlaget for skolens eksistens.

Der er ingen tvivl om, at Nørre Aaby Realskole, i dag bestående af både vuggestue, børnehave og skole, danner en fantastisk ramme om lokale børns dannelse og uddannelse. Det ståsted, skolen har i dag, er et fantastisk udgangspunkt for at drive skole i mange år ud i fremtiden.

Stort tillykke!

Mai Mercado, grundskoleordfører og gruppeformand for Konservative på Christiansborg

Jeg husker min tid på Nørre Aaby Realskole som værende et lille smørhul. Hvor man ubekymret kunne være barn i et trygt miljø. Og hvor vi lærte noget – og der blev stillet krav. Det er i høj grad den følelse, jeg selv gerne vil give videre til mine egne børn.

Det trygge miljø kom først og fremmest fra lærerne. Jeg gik ud af 9. klasse i 1997, og jeg havde Kirsten Stamphøj hele vejen, til jeg sluttede. Kirsten kan jeg ikke takke nok. Hun var fantastisk. Både hendes måde at arbejde på fagligt, som engagerede os elever og gjorde os nysgerrige på at lære – såvel som hendes måde at sikre et godt klassefællesskab. Hun fortalte historier om to fantasivæsener ”Drille” og ”Fræk”, som kunne få en elev som mig (med rimelig meget krudt bagi), til at sidde helt stille med store øjne og bare lytte.

Kirsten var en af de yngre lærere – men jeg havde også mange ældre lærere. Det var lærere, som begge mine søskende havde haft – og som min mor endda også havde haft. Og det var lærere, man tiltalte Hr. og Fru. Man skulle tro, at det først ændrede sig, når de pågældende lærere stoppede. Men hos os ændrede det sig med årgangen efter os. Hr. Jacobsen, som underviste i historie, blev af årgangen under min tituleret Jørn. Det kan jeg huske virkede helt forkert på mig. Og det gør det stadig. Hr. Jacobsen var bare…Hr. Jacobsen – han var ikke en Jørn. I dag ville det være helt utænkeligt at kalde lærerne ved efternavn.

Dengang tog man forskud på nutidens undervisningsdifferentiering ved at inddele i hold til undervisningen i både dansk og matematik. Så eleverne blev undervist på det niveau, de var på. Det er klogt. Men det var og er ikke en selvfølge at undervisningsdifferentiere – i al fald ikke på Christiansborg. For selv i dag har jeg politiske modspillere på Christiansborg, som er betænkelige ved brugen. Nørre Aaby Realskole brugte undervisningsdifferentiering meget tidligt – i dag deler man ikke klassen op, men undervisningsdifferentierer i den samme klasse. Tankegangen er den samme, og den fungerer.

Så når jeg til daglig som grundskoleordfører og gruppeformand for Konservative på Christiansborg arbejder for en bedre folkeskole og for bedre rammer på de private skoler i form af en højere koblingsprocent, så kan det ikke undgås, at jeg trækker på mine egne erfaringer og de oplevelser, jeg selv havde fra min egen skoletid. Det sætter jeg utroligt meget pris på.

Tillykke med jubilæet!

Fotograf: Steen Brogaard

Lis Kimer Greve, tidligere lærer

Et kæmpestort og hjerteligt tillykke til Nørre Aaby Realskole med 125-års-jubilæet. Dejligt at se en så frisk, velholdt og statelig ‘dame’ still going strong.

Mit første bekendtskab med skolen blev ved min ansættelse pr. 1. august 1988. Jeg var 37 år, flyttet til Ørslev Enggaard med min familie et år tidligere og havde i det forløbne skoleår

undervist på Gelsted Skole, da en bekendt fortalte, at realskolen i Nørre Aaby havde ansat to lærere, men manglede endnu en. Jeg fik kontaktet skolen og aftalt et møde med skolelederen og formanden, hvilket resulterede i en meget behagelig samtale og ansættelse.

1. syd årgang 88/89 blev min første 1. klasse, som jeg var klasselærer for i 9 dejlige, lærerige og spændende år. Adskillige 1. klasser er fulgt efter, og i mange år var jeg dobbelt klasselærer, hvilket betød, at jeg var dansk- og klasselærer i to forskellige årgangsklasser. Mine hovedfag var dansk og håndgerning, og danskfaget underviste jeg i alle 29 år; men håndgerning fik jeg kun ‘lov’ til at undervise i de to sidste år. Herudover har jeg undervist i gymnastik, matematik, historie, billedkunst, kristendomskundskab og få år i specialundervisning.

Jeg har altid været meget glad for mit arbejde og min arbejdsplads. Dejlige, rare, lærevillige og forskellige elever, loyale og hyggelige kollegaer, en arbejdsplads, hvor der ikke var langt

fra beslutning til handling og sidst, men ikke mindst, visheden om fuld tillid til en.

Skoleårets rytme gjorde, at det altid summede på skolen; fremad mod nye mål små som store: Spændende og udfordrende skolestart, skolens fødselsdag med fælles hurra i skolegården og is, idrætsdag, decemberhygge, Luciafest med Luciaoptog og nissespil, juleafslutning med krybbespil, skolefester først for de små og så for de store med kotillon opført af børnehaveklasserne og skuespil fremført af 10. årgang. Altid dejlige og festlige aftener. Lejrskole- og studieture fyldt med fantastiske oplevelser, herligt kammeratskab og små, søde flirter. Mod skoleårets slutning MGP, sidste skoledag med karamelkastning og spas på skolen, eksaminer og årsprøver; alt sammen afsluttende med en festlig og højtidelig translokation. Hertil vil jeg ikke undlade at nævne skoledagens dejlige morgensang i Tumlesalen. Her blev, alt efter årstiden, dagens sang eller salme sunget, vigtige beskeder meddelt, bortkomne ting efterlyst, og der blev råbt HURRA for dagens fødselar.

Men “ting har sin tid”, og 1. august 2017 gik jeg på pension efter 29 herlige arbejdsår.

Fortsat god vind fremover til Nørre Aaby Realskole.

Emil Jepsen, tidligere elev og vikar

Kære Nørre Aaby Realskole

Tillykke med de 125. Det kræver noget helt specielt at holde sig så godt, som du gør.

Mit kendskab til dig strækker sig over 2 perioder. Først som elev fra 0.-10. klasse og senere tog jeg 4 år som vikar. Hold da op, hvor er jeg glad for alle de oplevelser, vi har haft sammen.

Jeg husker helt særligt en episode i 9. klasse, hvor min historielærer, Helle Olsen, kom ind i klassen og trak gardinerne fra. I det øjeblik, solen kom ind i klassen, brød hun ud i sang med ordrerne: “Bare der er sol i dine øjne”.

Nørre Aaby Realskole, du har om nogen inspireret mig til mine valg videre i livet. Jeg er nu i gang med at læse til lærer, og hvem ved, det kan være, vi ses på et andet tidspunkt.

Håber du er klar til i hvert fald 125 år mere, for du slipper ikke. TAK for alt, du er. Det sætter spor og vækker glæde hos mange.

HIP HIP HURRA!

Erik Jeppesen, tidligere elev

2. Afgang Nord

Efter jeres opfordring har jeg været i gemmerne og fundet billedet af 2. Afgang Nord og Syd efter vores eksamen i 1956.

En lille historie fra da vi gik i 1. Afgang Nord:

Vi var 15 drenge i klassen – ingen piger.

Mit hjem lå i Viby, så jeg kørte hjem hver dag og spiste.

En dag jeg kom tilbage, var der stor opstandelse mellem mine kammerater. Baggrunden var den, at en af mine kammerater havde fløjtet efter gårdvagten. Da gårdvagten henvendte sig for at spørge hvorfor – lød svaret “Jeg troede ikke, du havde hundemanerer.”

Det blev naturligvis indberettet, og i næste time kom skolebestyrer Runge ind i klassen for at høre, hvem der havde fløjtet – ingen meldte sig.

Så blev hele klassen kommanderet ud i gangen, og Runge spurgte hver enkelt om, han havde fløjtet – og hver enkelt svarerede “Ja.”

Så skete der ikke mere, udover at Vorager, som vi havde i den time, var særdeles sur over afbrydelsen.

Havde ‘fløjteren’ meldt sig, havde han fået en på ‘kassen’ (det måtte man godt dengang), men 15 drenge var nok for meget for Runges hånd.

Ole Wind, tidligere lærer på NAAR

Nørre Aaby Realskole for 50 år siden

I foråret 1971 begyndte min kone og jeg at se os om efter skoler, der ønskede at ansætte lærere med netop vore fag. Inden havde vi dog på et kort lavet 2 cirkler med centrum i vore respektive hjembyer. Ved at finde skoler i fællesområdet ville vi have lige langt til begge familier.

Det viste sig, at Vestfyn var bedst. Her besøgte vi flere skoler, som søgte lærere, men det var kun Nørre Aaby Realskole, der fik ansøgninger.

Her var vi så til samtale hos skolebestyrer Poul Runge. Få dage senere fik vi besked om, at stillingerne var besat til anden side.

Nogle dage senere blev jeg kaldt ned på rektors kontor på seminariet. Rektor kunne fortælle mig, at han var blevet ringet op af skolebestyrer Poul Runge, som havde fundet ud af, at han alligevel havde et par stillinger, som passede til vore fagønsker. Men, sagde rektor, vil De ikke nok ringe til Hr. Runge i middagspausen og forstyrre ham, for det havde Runge gjort.

Jeg ringede og fik lavet en aftale, og vi kørte så til en ny samtale med skolebestyrer Runge. Her fik vi aftalt ansættelserne og fik skrevet under. Det viste sig, at jeg var blevet ansat som lærerinde og min kone ansat som lærer (det har vi ofte moret os over og har kontrakterne endnu).

Vi blev også inviteret til at komme til translokationen og hilse på vor kommende kollegaer. Samtidig kunne P. Runge fortælle, at han havde lejet en lejlighed til os og lagt penge ud for den første måned, da unge, nyuddannede sikkert ikke havde så mange penge.

Vi kom til translokationen og satte os midt i salen. Midt under translokationen kunne skolebestyrer P. Runge så meddele, at han vidste, at 2 af de nye lærere var til stede i salen og bad os rejse os, så alle kunne se os. Sådan blev vi præsenteret i Nørre Aaby, hvor vi fortsatte på skolen i 38 år.

Kort efter, at vi var flyttet ind i den lejlighed, som skolebestyreren havde lejet til os, kørte min kone op på skolen for at hente bøger med mere.

Ved bogskabene gik viceinspektøren rundt, og min kone spurgte, om hun kunne få nogle bøger. Han kiggede på hende og spurgte så: “Hvilken klasse skal du gå i, lille pige ?” Hun kunne så fortælle ham, at hun var en af de nye lærere og gerne ville have materialer, så vi kunne være klar til skoleåret. Hun fik materialet udleveret, og så kunne vi gå i gang med at forberede skoleåret.

Det blev dog en noget anderledes start på skoleåret, end vi havde forventet. Det viste sig nemlig, at skolen den 19. august havde 75-års fødselsdag, og det skulle fejres. I stedet for almindelig undervisning blev mange af timerne brugt på at forberede denne fest. Der blev fremstillet mange ting, som skulle bruges i et optog gennem byen (bl.a. en stor globus, som var placeret på en vogn). Det var en sjov måde at møde både elever og kollegaer på.

Skolebestyreren og frue blev tiltalt med De – og de sagde også De til lærerne. Eleverne sagde du til lærerne, men når man kom ind i lokalet, rejste de sig op. Eleverne sagde Hr. og Fru ‘Efternavn’ til lærerne. Brug af fornavne var ukendt, indtil yngre lærere kom til i løbet af 70’erne – og kun når det var dem, der blev talt til.

Når man sammenligner med i dag, er der stor forskel på de hjælpemidler, der var til rådighed. I 1971 var der tavle, kridt, spritduplikator, lysbilled- og filmfremviser. Det måtte man så klare sig med.

Ang. filmfremviser var der en seddel på lærerværelset, hvor man kunne reservere apparatet ved at skrive sine initialer på skemaet. Det forhindrede dog ikke en af de ældre lærere i at strege ens navn ud og skrive sit eget. Eller når man var i gang med at vise film, at komme ind i lokalet og udbryde: “Nå, det er her, det er.” Herefter slukkede han for apparatet og kørte med det. Når man sagde, at man havde reserveret apparatet, svarede han, at der var en film, han ikke var blevet færdig med at vise.

Rygtet gik på, at den pågældende lærer let kunne overtales til at vise filmen baglæns, hvis der var tid tilbage i timen.

Som sproglærere satte min kone og jeg stor pris på, at der var en kostafdeling for udenlands-danskeres børn. Det var en fornøjelse at have engelsktalende elever i klassen, og det havde de andre elever stor glæde af og lærte meget ved. Desværre måtte kostskolen lukke efter ca. 20 år på grund af svigtende elevtal. Dette skyldtes bl.a. de mange internationale skoler, der blev oprettet rundt om i verden.

Frivilligt arbejde var der masser af i de gode, gamle dage. I dag ville man nok blive forundret over at blive spurgt, om man ville lave skolekomedien med 10. klasse uden at få betaling for det. Men sådan var det dengang. Skolebestyreren spurgte en person, om vedkommende ville lave det arbejde, og så sagde man jo ”JA”.

Det samme var tilfældet med lejrskoler. Der var typisk 2 gange i skoleforløbet, at eleverne var på lejrskole, og det var som oftest klasselæreren samt en anden af klassens lærere, der var afsted (uden betaling – bortset fra et lille kommunalt tilskud).

Gang- og gårdvagter blev også udført uden betaling, og Hr. Runge mente, at det måtte være de mandlige lærere, der passede gårdvagterne, mens de kvindelige passede gangene. Eleverne skulle jo være ude, så det var nok her, der var mest at se til, og der var stort set ikke et frikvarter, uden at der var slagsmål.

Til gengæld var der fast betaling for togvagter. Eleverne blev hentet og afleveret på stationen hver dag, og det var togvagtens opgave at sikre, at eleverne opførte sig ordentligt.

For Runge var det heller ikke ligegyldigt, hvordan ens påklædning var. Kom en kvindelig lærer i lange bukser, kunne han godt finde på at henvende sig til vedkommende og sige, at man fra skolens side gerne så lærerinderne i kjole eller nederdel.

Stort tillykke med jubilæet!