Kostskolen
Om tiden med kostskole på NAAR
Tak til kostelev Maria Struve, som har hjulpet os med at indsamle hilsnerne her på siden.
Det var Runges idé
I årene 1970-1990 havde mange børn deres hjem på Nørre Aaby Realskole. Det var kostelever, hvis forældre i de fleste tilfælde arbejdede i udlandet. Flere af dem havde en udenlandsk far eller mor, og nogle talte kun engelsk, fransk eller spansk, da de startede på skolen. Derfor var børnene et spændende, nærmest eksotisk, indslag i klasserne, på skolen og i byen. Kostafdelingens uofficielle sprog var engelsk, selvom kostvagterne ihærdigt forsøgte at indføre dansk.
Det var daværende skolebestyrer Poul Runge, der fik idéen til den kostafdelingen og realiserede den i 1970.
Når en idé havde grebet Poul Runge, var han en handlingens mand, og i løbet af forbløffende kort tid blev tankerne omsat til konkrete planer, og i sommeren 1970 stod kostskolen klar til brug.
Den 9. august var dagen, hvor kostskolen i praksis blev en del af den samlede skoleinstitution, og den officielle indvielse fandt sted i oktober samme år.
Idéen viste sig at være levedygtig i 20 år. Så blev erhvervslivet mere bevidst om omkostningerne og betalte ikke længere automatisk for et kostskoleophold til en medarbejders børn. Samtidig medvirkede en holdningsændring hos forældrene til, at de i stigende grad tog deres børn med ud i den store verden. Og dermed faldt elevtallet drastisk – fra 56 til 19 – på blot få år.
Mit liv på kostskolen
Skrevet af Lina-Christine Genadri
Da jeg fik et opkald og blev spurgt, om jeg kunne skrive om mit 3-årig liv på kostskolen, da sagde jeg JA med det samme. Jeg vil sige, at det er nok de 3 år, som har sat det største spor i mit liv – som jeg aldrig vil glemme!!
Jeg kom fra Libanon, Beirut. Et land, hvor krigen var i fuld gang i 1982. Jeg glemmer aldrig en forårsdag i april måned, hvor jeg var i skole, og der begyndte det at bombardere. Vi kunne ikke komme sikkert hjem, mine forældre sad hjemme og ventede på mig. Skolebussen måtte køre i forskellige retninger og måtte lade mig gå det sidste stykke hjem. Jeg kikkede over min venstre skulder og så et stort bjærgningskøretøj komme kørende hen til mig. Jeg løb, alt hvad jeg kunne hjem, op til sjette sal og bare græd. Jeg ville bare ikke bo mere i Libanon, jeg ville flytte til Danmark!!
Vi flygtede til Danmark, og min mor startede med at finde en kostskole for mig. Hun fandt Nørre Aaby Kostskole, hvor forældrene boede i udlandet, og det var lige det, som passede os bedst.
Jeg husker stadig turen til skolen. En pige på 15 år, som skulle forlade alt bag sig og begynde en ny tilværelse, et nyt liv.
Skolen havde været i gang en uges tid, så alle børnene var kommet godt ind i deres rytme. Jeg blev henvist til mit værelse, som jeg skulle dele med Lene Ethelberg Jensen.
Det første stykke tid af mit ophold var hårdt. Jeg kunne ikke snakke dansk, var meget genert, blev drillet, selvom jeg ikke forstod, hvad de sagde, men jeg kunne se det i deres øjne, at de grinede af mig.
Men min determination om at blive i Danmark var stærkere end alle de problemer, der opstod. Min far blev ved med at spørge mig, om jeg havde det godt, og jeg kunne bare flytte hjem til Beirut igen, men det ville jeg bare ikke!!
Til efteråret kunne man flytte værelser, og der flyttede jeg fra den gang, hvor de små børn havde værelser, til den gang, hvor de store boede.
Som tiden gik, blev jeg gladere og fandt nye venner, som jeg kunne snakke og være sammen med.
Jeg vil altid huske vores aftener, hvor vi sad med Anni, som lærte os at strikke, eller vores ture med Mulle i den rød bus for at lære Danmark at kende. Weekenderne, hvor vi blev på kostskolen og havde det sjovt, spiste slik fra vores lille kiosk og hyggede med hinanden.
Jeg glemmer aldrig den sidste skoledag, hvor vi købte øl og gemte dem i skuffen under vores senge, så vi kunne holde en fest for os selv. Vi låste dørene til gangen, så de voksne ikke kunne komme ind, og vi holdt en vild fest. Mens de andre holdt fest, løb Anne-Marie, som jeg boede sammen med det sidste år, og jeg fra kostskolen midt om natten og gik en tur ind i byen en dejlig juniaften. Eller dengang Anne-Marie og jeg sang så højt, at det kunne høres helt ud på gangen, så kostskolevagten kom ind på vores værelse og skældte os ud. Vi krøb under dynen, som om det ikke var os og fnisede helt vildt.
Måske vi lavede ballade en gang imellem, men vi lærte at støtte hinanden, når vi havde det dårligt. Vi forstod, hvad det betød at savne vores forældre, da vi alle var i samme båd.
Jeg kan huske, da jeg blev ældre, hvordan jeg hjalp de yngre med at skifte deres sengetøj. Vi var ikke kun børn, der boede sammen, men en stor familie, der hjalp og støttede hinanden.
Jeg blev selvstændig på mange måder i de 3 år, jeg boede på kostskolen, i forhold til, hvor jeg ville have været, hvis jeg var blevet boende i Libanon sammen med mine forældre. Jeg fik en masse gode venner fra hele verden, lande man aldrig havde hørt om, men lærte om ved at de forskellige kostskolevenner fortalte os historier om, hvordan de levede, om de var fra Afrika, Amerika eller Grønland – og nu efter så mange år er jeg stadig i kontakt med dem.
Tak for alt!!
Kostskolen i Nørre Aaby
Skrevet af Martin Kaufmann
Den 1. august 1982 var min ankomstdag på kostskolen i Nørre Aaby. Nogle måneder forinden havde mine forældre, min søster og jeg lagt vejen forbi skolen for at se på det hele og for at få et indtryk af, om det kunne være noget for mig.
Min mor hørte første gang om skolen, da hun besøgte en gammel veninde i Nigeria året forinden. Kostskolen var jo primært tiltænkt børn af udenlandsdanskere, så det var jo især i danske kredse i udlandet, man fik tips om den slags. Skolen havde et godt ry, hvilket vi også fik bekræftet af en af mine forældres gode forretningsforbindelser i Nørre Aaby, Brenderup Trailers. Jeg husker stadig det første besøg på skolen. Jeg var temmelig genert dengang og sagde ikke specielt meget. Dog følte jeg mig med det samme velkommen og kunne mærke en vis ro og varme omkring stedet, hvilket stod i stærk kontrast til de erfaringer, jeg havde gjort på skoler i Schweiz, hvor jeg kommer fra.
Ikke desto mindre var det en stor omvæltning for mig at skulle forlade mit barndomshjem i en alder af 12 år. Min mor frygtede ballade med skolemyndighederne i Schweiz, så jeg måtte ikke fortælle mine venner, at jeg ville flytte til Danmark efter sommerferien. Det er noget jeg, stadig den dag i dag, har det meget underligt med. Samtidig forsikrede mine forældre mig om, at jeg til enhver tid kunne vende hjem igen, hvis det skulle vise sig, at jeg ikke var glad for beslutningen. På den måde viste de mig også, at beslutningen om at gå i skole i Danmark var min egen, ikke deres. Noget som fik afgørende betydning for min oplevelse af hele forløbet.
Men den 1. august 1982 var dagen så kommet. Der var en lidt kaotisk stemning på kostskolen, da alle elever jo rykkede ind den dag, og jeg kan huske, at jeg forsøgte at spotte andre nye elever i mængden. Nogle, der var i samme båd som jeg. Jeg mindes også en vis form for panik, da mine forældre kørte fra stedet, men heldigvis var der en masse ting, der holdt os beskæftiget, og så var det jo også spændende at stå i denne helt nye situation.
Vi fik anvist vores værelser og skulle lære vores værelseskammerater at kende. For mit vedkommende var det Lars Stanley Nielsen, som var en af de ‘gamle’ elever. Det gik egentlig ganske godt, men han var også lidt af en rebel og provokatør, så jeg skulle lære at stå imod på visse områder, selvom han nok var dobbelt så stor som jeg. For eksempel blev jeg vækket med AC/DC’s ”Back In Black” og ”Hells Bells” hver morgen. Noget der ikke stod til at ændre.
De første par uger var nok de hårdeste. Jeg mindes en dag, hvor mønttelefonen var ude af drift. Jeg blev grebet af panik over ikke at kunne kontakte mine forældre og løb, alt det benene kunne trække, ned i byen for at ringe fra en offentlig mønttelefon. Men som tiden gik, og venskaberne blev dannet på tværs af værelserne, ændrede fokus sig mere og mere til nutiden. Fortiden, og dermed også hjemveen, gled stille og roligt ud af sindet.
Jeg har mange gode minder om lørdagshygge i TV-stuen, daglige besøg i køkkenet om eftermiddagen, hvor jeg altid fik lov at smage på dagens ret, natbesøg på pigegangen, drillerier med kostlærerne, masser af nørderi på værelserne og hverdagen på realskolen.
I alt blev det til 4 år på kostskolen for mig. En tid, som jeg tænker tilbage på med glæde, ikke mindst på grund af de gode venskaber, der kom ud af det, men også især på grund af mennesker som Anny, Mulle, Fru Agger, Arne og Michael Strangeways, som alle kom til at betyde uendelig meget for mange af os.
I mit voksne liv har jeg talt med flere gamle elever om vores tid på kostskolen, og til min overraskelse fandt jeg ud af, at ikke alle havde det godt med at være der. Mange fik ikke valget om at skulle på kostskole langt væk hjemmefra, og det har bestemt præget dem efterfølgende. Vores meninger om opholdet på kostskolen vil naturligvis altid være subjektive, men objektivt set kan man ikke komme uden om, at kostskolen var et trygt sted at være.
Tak for alt.
Jeg fik venner for livet
Skrevet af Marlene Sigh
Jeg er født og opvokset på Bermuda. Mine forældre var udsendt af Rederiet A.P. Møller-Mærsk. Da jeg blev 11, begyndte mine veninder at tage på kostskole i England, og da vi var danskere, ville jeg gerne på kostskole i Danmark. Vi havde en kontakt i Undervisningsministeriet, og derfra var en anbefaling klar. For børn af danske forældre i udlandet var Nørre Aaby Kost- og Realskole det bedste bud. Min mor og jeg besøgte skolen i sommeren 1986, og jeg begyndte i 7. Syd hos fru Schmidt i august 1987.
Jeg fik tre forrygende år på skolen, fik venner for livet, lærte dansk og danskeren at kende.
Jeg er enebarn, så jeg ved jo ikke, hvad det vil sige at have en søskende. Alligevel vil jeg påstå, at det, at være børn sammen dag og nat i flere år på samme vilkår, er at sammenligne med søskende. Netop i de unge år, hvor man lærer sig selv og verden at kende. Det giver et kendskab og et bånd til hinanden, der præger en for altid og holder livet ud.
Et minde og en fortælling om netop det særlige bånd:
En august aften 1987 fulgte jeg min mor til toget i Nørre Aaby. Vi sagde et varmt, tårefyldt farvel. Fra nu af skulle jeg være alene i Danmark, mens mor rejste hjem til Bermuda. Og jeg skulle se mine forældre igen til jul. Ikke før.
Det var tunge, langsomme skridt jeg tog tilbage mod skolen.
Jeg var knap nået fra stationen, da Dorte kom mig i møde. Hun var en garvet kostskoleelev, gik i 8. og havde gået på skolen et helt år. Og Dorte havde set min mor og jeg forlade skolen og anet, hvad der var på færde.
“Hej Marlene”, “Hej Dorte”, svarede jeg. Min stemme bævrede. “Skulle vi ikke gå en tur ned i byen, så kan jeg vise dig butikkerne og fortælle, hvor vi handler, og hvor vi ikke handler, og hvad man kan få og sådan…?” “Jo, det kan vi da godt.”
Så vi gik og snakkede, og Dorte viste mig hele byen. Vi begyndte med Brohylleren – hvor en del lommepenge ville ende de kommende tre år, og endte ved Brugsen. Og da vi vendte tilbage til skolen, var livet som kostelev i gang…
Det første billede her viser mit værelse med mig, Meike Sönksen, Maiken Riber (dagelev) og Anne Juel Pedersen. Det andet billede er af Mulle bag rattet på en udflugt i foråret 1988.
Teenagere er jo forfærdelige!
Skrevet af Louise Munk
Min roommate og jeg blev enige om, at vi selvfølgelig skulle have et guldhamster. Hun sørgede for dyr og bur (som så var en trækasse), og vi splejsede til foder og strøelse.
Det gik meget fint den første dag, men hamstere er jo natdyr og kan nemt gnave sig igennem en trækasse. Vi prøvede efter bedste evne at få stoppet hullerne, efterhånden som de blev gnavet, men der var tit et løsgående hamster i værelset.
Enden blev en dag, jeg var syg, hvor jeg opdagede hamsteren på tur, samtidig med at Mulle kom op for at se til mig. Jeg skyndte mig at gemme dyret under dynen, og Mulle satte sig på den anden seng og ville underholde mig lidt, betænksom som han var. Hamsteren var ikke tilfreds med at være fanget under min dyne og begyndte at rende frem og tilbage langs mine ben. Det kildede som bare… Og jeg skulle virkelig koncentrere mig om at ligge stille og ikke grine højlydt. Jeg var helt svedig, da Mulle endelig gik igen – og så kom hamsteren også videre til en klassekammerat.
Da vi begyndte selv at skulle lave maden i weekenderne, kan jeg huske Ulla havde vagten. Efter jeg selv har fået børn, må jeg indrømme min beundring af Ulla er steget til uanede højder. Teenagere er jo forfærdelige!!! De hører ingenting, forstår endnu mindre, er konstante trætte eller liderlige og tror de ved alt. Tænk sig, Ulla brugte sine weekender på at prøve at få os til at lave mad – og at det ydermere også lykkedes.
Det var en tryg tid
Skrevet af Maria Struve
Livet på kostskolen var ikke altid nemt, men jeg oplevede det alligevel som en meget tryg tid. Det var ikke alle, som altid lige kunne komme hjem til en højtid, som eksempelvis påske. Det var for mange en meget lang rejse og gav ikke mening for kun en uges ferie.
Der havde vi heldigvis nogle kostskolelærere, som lagde hus til. Jeg har ikke tal på alle de gange, Zara og jeg har været hos Ulla. Vi blev en del af hendes familie og deltog i madlavning, rengøring og hundeluftning m.m. Det gav os en følelse af noget familiært og nu et langt venskab.
Der var mange af lærerne, som tog elever under deres vinger – Jonna havde Lennie boende i en længere periode, da skolen lukkede. Tror ikke det samme ville ske i dag – da slet ikke under en Coronapandemi… Men en stor tak til alle vores kostlærere – det kan ikke have været et nemt job – til gengæld nok heller aldrig kedeligt. 🙂
