Kirsten Stamphøj

Et interview om Kirstens 43 år på NAAR

Inderst inde var jeg i tvivl om, hvorvidt dette var noget for mig. Var det en ’sort skole’?

Kirsten blev ansat på Nørre Aaby Realskole den 1. august 1976. Først 43 år senere sagde hun farvel til skolen og modtog Dronningens Fortjenstmedalje ved sin afgang. I det følgende interview kan du læse om Kirstens oplevelser dels som lærer og dels som forælder på skolen. 

Sådan begyndte det

Hvorfor valgte du Nørre Aaby Realskole?

Jeg blev ansat på Nørre Aaby Realskole den 1. august 1976. Det var faktisk lidt af en tilfældighed. Jeg søgte arbejde i en passende radius fra Ejlskov, og Nørre Aaby Realskole søgte tre lærere. Efter en rundvisning og samtale med Runge, sagde han: ”Vil De have stillingen?” ”Ja tak”, svarede jeg høfligt, men inderst inde var jeg i tvivl om, hvorvidt dette var noget for mig. Var det en ’sort skole’? Jeg havde jo bemærket de matterede ruder, der skulle forhindre eleverne i at kigge ud på sportspladsen, låsene på dørene, og tegningerne med de fuldstændige ens tulipaner, der hang side om side på væggen i et klasselokale.

Jeg ringede et par dage efter for at takke nej og gav skemaet som begrundelse, men Poul Runge overbeviste mig om, at jeg lige skulle tænke mig om en ekstra gang, for jeg ville selvfølgelig med tiden få mine linjefag. Efter at have tjekket Nørre Aaby Realskoles ry hos et par garvede lærere fra omegnen, blev jeg overbevist om, at dette var et godt sted at starte og takkede derefter ja til stillingen, hvilket jeg aldrig har fortrudt og er taknemmelig for den dag i dag.

KIRSTEN STAMPHØJ

  • Bor i Ejlskov.

  • Blev færdig med læreruddannelse fra Odense Seminarium i januar 1976.

  • Gift med Flemming.

  • Mor til Nicolai, Daniel, Christian og Andreas, som alle har gået i overbygningen på NAAR.

  • Har modtaget Dronningens Fortjenstmedalje for at have været ansat på skolen i mere end 40 år.

Fra Frk. Stamphøj til Kirsten

Vi træder ind i klasseværelset med ny-ferniserede gulve, katederet er placeret på et podie, og viceskoleinspektør Agnete Jessen præsenterer mig (spændt og nervøs) for en forventningsfuld 7. Syd som ”Frk. Stamphøj, jeres nye klasselærer.”

At blive kaldt ved efternavn føltes meget underligt, og det varede kun kort tid, før en elev, Svend, kaldte mig for Kirsten, hvilket var naturligt for mig. Det blev starten til en ændring i kulturen, da vi tre nyansatte lærere havde det fint med det, og det viste sig, at lærerne faktisk alle havde et fornavn.

Hvilke fag har du primært undervist i?

Jeg startede som klasselærer i 7. Syd og underviste i dansk, og derudover idræt, svømning, orienteringsfag. Senere blev mine hovedfag dansk og engelsk på alle årgange, men i de senere år hovedsageligt i overbygningen. Jeg underviste desuden i fransk som valgfag.

Jeg har også haft internationalt valgfag/Comenius-projekter, hvor vi med støtte fra EU fik den internationale dimension udviklet. Sammen med små grupper af elever besøgte vi alle landene, og venskaber blev knyttet på tværs af landegrænserne.

“Det blev starten til en ændring i kulturen, da vi tre nyansatte lærere havde det fint med det, og det viste sig, at lærerne faktisk alle havde et fornavn.”

Både lærer og forælder til børn på NAAR

Vores fire sønner har gået i skole på den lokale folkeskole de første syv år, og alle fire har derefter valgt at gå på Nørre Aaby Realskole i overbygningen. Takket være kollegaers velvilje har jeg undgået at undervise mine egne børn. At være på samme skole har givet en masse fælles oplevelser, og snakken i bilen til og fra skole har givet mig et unikt indblik i skolens liv, og det har været sjovt at få drengenes vinkel på skoledagen. Som forældre var det dejligt at føle, at ens børn var i trygge omgivelser, og at såvel elever som lærere tog godt imod nye.

Hvis man spørger mine sønner, hvad de har fået ud af tiden på NAAR, svarer de alle samstemmende: ”Faglig ballast i et godt læringsmiljø med engagerede og dygtige lærere.”

Hvad har været det bedste ved dit arbejde på NAAR?

Det er svært at indkredse, hvad det bedste har været, men at få en god modtagelse af elever såvel som forældre og kolleger, at blive mødt med tillid og forventninger, har betydet, at jeg fik en rigtig god start på Nørre Aaby Realskole med 7. Syd. I 2020 fejrede vi 40-års jubilæum, og hvert 5. år har vi mødtes.

At møde så mange dejlige elever igennem årene har betydet utroligt meget for mig. At slutte af som klasselærer for 9. Syd var for mig værdifuldt.

Jeg havde forestillet mig, at jeg blot skulle arbejde nogle få år på Nørre Aaby Realskole, inden jeg skulle videre og prøve nye skoler af, og resultatet blev, at jeg har været ansat i 41 år, og derefter var tilbage som vikar to gange og stoppede efter 43 år.

Selv om min tid på Nørre Aaby Realskole fløj afsted, indikerer det faktum, at jeg har haft 7 forskellige ledere, en rivende udvikling fra spritduplikator til smartboard og utallige skolereformer, at både jeg og skolen har gennemgået en forandring på de 43 år.

Min tid på Nørre Aaby Realskole har givet mig en masse gode oplevelser sammen med eleverne og kollegerne, både i det daglige arbejde og på utallige rejser. Følelsen af at have haft et meningsfyldt arbejde og glæden ved at opleve elevernes udvikling såvel fagligt som menneskeligt. Min gæstebog minder mig om alle de elever, der har været på besøg her i Ejlskov, og det fylder mig med taknemmelighed og glæde.

“Jeg havde forestillet mig, at jeg blot skulle arbejde nogle få år på Nørre Aaby Realskole, inden jeg skulle videre og prøve nye skoler af.”

Udfordringer undervejs

I 1978 var det en udfordring at undervise et grundkursushold i engelsk i det gamle skolekøkken med engelskbøger liggende mellem gasblussene, og i musiklokalet, hvor der ingen borde var, men kun stole.

Lærerlockouten i 2013 var en stor udfordring for os alle og en udmattende og frustrerende proces, men det positive var, at sammenholdet blandt os lærere blev styrket.

Scroll to Top

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.